Facilitering

Jeg er uddannet processkonsulent, coach, demokratifitnesstræner, forandringsleder, organizer, mødeleder og netværksdanner – og nærmer mig vist mine 10.000 træningstimer som facilitator og underviser.

Jeg er bedst på gulvet, og har arbejdet med facilitering af alt fra udvikling af ny politik, til arbejde med strategier, interne processer og borgerinddragelse.

Store som små forsamlinger, komplekse som simple emner og udfordringer; jeg har endnu ikke været i en situation, hvor jeg har mistet overblikket eller tabt tråden.

Jeg taler opgaven igennem med dig og vi laver en plan. Når dagen kommer er jeg i rummet og finder ud af hvad der er på spil, og så tilpasser mig efter behovet. Planen kan ændres, det vigtige er at alle kommer godt igennem og går styrket derfra.

Det eneste jeg ikke kan være i, er pseudoinddragelse. Hvis planen allerede er lagt men folk alligevel skal tro, at de har været med og er blevet hørt, så siger jeg nej tak. Jeg vil ikke facilitere folk hen til bestemte konklusioner – men jeg vil meget gerne hjælpe jer med at afdække hvad der egentlig er til diskussion – og hvad der ikke er – så I kan være ærlige om det fra start, forud for en workshop eller process.