Konfliktvejledning

Jeg er uddannet processkonsulent fra RUC i 2010 og konfliktvejleder (PKiM) fra Center for Konfliktløsning i 2017. Siden 2012 har jeg undervist i konflikthåndtering og hjulpet en lang række organisationer og grupper med at skabe en bedre samarbejdskultur.

Både som underviser, og i det konkrete møde om konflikter og samarbejdsvanskeligheder, tager jeg afsæt i den grundlæggende forståelse, at der er noget som ikke skal forhandles – men forstås.

Aftaler, spilleregler og forventningsafstemninger er gode, for de kan danne udgangspunkt for en konstruktiv fælles refleksion og samtale. Men dét der ofte er på spil i konflikter, handler om noget andet: Det handler om værdier, normer og retfærdighed – og det kan man ikke aftale sig ud af. Her er løsningen at lytte, forstå og lægge ønsket om ‘at få ret’ fra sig.

Jeg kan holde korte kurser og oplæg, hvor I får nogle grundlæggende forståelser og værktøjer til arbejdet med konflikter. Hvis jeres udfordringer er mere omsiggribende, arbejder jeg mig også gerne ind i organisationen og kommer med mine analyser af, hvad der er på spil – og bud på løsninger.

Tag gerne fat i mig, hvis du vil høre mere om min tilgang til dette eller har brug for min hjælp til noget.