Samarbejde handler om at finde værdi hos hinanden

Jeg blev i 2021 interviewet til en podcast, hvilket gav mig anleding til at genbesøge de refleksioner vi gjorde os, da vi i Ingerfair i 2014 skrev bogen ”Samskabelse eller samarbejde” og ikke mindst det bærende spørgsmål, som også er omdrejningspunktet i afsnittet af podcasten: Hvorfor (egentlig) samarbejde? Artiklen her er en omskrivning af et LinkedIn inlæg jeg lavdede i foråret 2021.

Hvorfor samarbejde?

Det virker ofte givet, nærmest normativt; samarbejde er godt, mere samarbejde er bedre og samskabelse er idealet. Men er det nu også sådan? Nej. Langt fra.

Min daværende kollega Peter beskrev i podcasten samarbejde som ”en win win deling af et ressourcerum – hvor alle får gevinst! Ikke kun profit! Ikke kun monetær!” Jeg er fuldstændig enig. Det er i disse konstellationer, hvor det man hver især bidrager med, kan udfylde et behov hos de andre, at det gode samarbejde og den sande ligeværdighed kan opstå.

I bogen beskriver vi seks grundårsager til samarbejde. Jeg mener at der er tre væsentlige elementer man skal se på, når man skal finde ‘værdien’ i samarbejdet – hvad end det er kommercielt, forankret i civilsamfundet eller i en del af den stadigt voksende ’4. sektor’.

Ressourcer er ikke bare penge eller arbejdskraft. Den første og måske væsentligste af alle ‘værdier’ er, at se ressourcer i det andre ikke ser ressourcer i, og give andre adgang til dem. Er man en veletableret virksomhed kan det være, at man slet ikke ser, hvor stor værdi ens weekendtomme lokaler, A3 printer eller varebiler kan udgøre for andre. Jeg har i mange år fulgt ”Sager der samler” i Aarhus, blandt andet som redaktør på bogen VIGØR – fortællinger fra den grønne frontlinje, hvor de er med som case. Blandt mange ting er det inspirerende i deres tilgang at se værdien i det andre ser som skrald. Byggegrunde der ikke kan bebygges pga. forurening, mennesker som er uden for systemer, mad som andre ikke vil spise.

Det at finde og forene ressourcer er også et bærende perspektiv indenfor ‘organizing’, hvilket er en metode jeg trækker på i alle mine samarbejder. Alt kan være en ressource for nogen, og skiftet fra at tage ting for givet til at se på hvordan det man selv har til rådighed kan gavne andre, er for mig det væsentligste i alle konstruktive samarbejder.

Viden og netværk er en anden afgørende ‘værdi’. Man kan have nok så mange penge, flotte kampagner og dygtige ansatte – men hvis man grundlæggende mangler forståelse for eller adgang til ens potentielle målgrupper, kunder eller ambassadører, så hjælper det overhovedet ikke. Noget kan løses med forskning og fokusgrupper, men min erfaring siger mig, at man ofte kommer meget længere ved at indgå samarbejder med folk, foreninger og fællesskaber, som har den direkte adgang til viden og netværk. Det er altid interessant at se de konstellationer hvor nogle ’små fisk’ får mulighed for at indgå ligeværdigt i samarbejder, fordi de kan tilgå målgrupper som andre har svært ved at finde.

Image ved vi alle har enorm betydning. Men image behøver ikke kun være forbeholdt dem med brandmanagers og kommunikationsstrategier. I vor tid, hvor der er et stadigt større fokus på det lokale, autentiske og nære, kan et image godt være noget meget upoleret. Nærmest så upoleret at de der har det ikke engang ved det selv. Så hvordan kan ens image have ‘værdi’ for andre? Det kan det vel, hvis man stiller sin fortælling eller person til rådighed for andres synligheds skyld.

Vi kender det fra bloggere, eller ’glade kursister’ der fortæller at de synes andre skal købe en given ydelse. Denne del er åbenlys og gennemsigtig. Men jeg oplever at der sker en stadig udveksling af image, hvor det ikke er ’professionelle’ aktører der skaber forbindelserne. Hvor det i højere grad er mig der som privatperson stiller min troværdighed og fortælling til rådighed for andre – med eller uden opfordring. Jeg tror denne slags samarbejderer i fremgang, men vi må gå varsomt for ikke at forpurre den iboende ærlighed, som er hele forudsætningen for dens virke.   

Jeg håber du kan bruge mine beragtninger om værdier i samarbejder i dit arbejde!